Nyhedsbrev

Meld dig til mit nyhedsbrev og modtag ganske gratis de bedste idéer, så også du får flere kunder i din butik.

Nyhedsbrev

Kontakt

Helle Dyrby Høy

Danish Mind Aps
Kroghsgade 6, 1. TH,
2100 København Ø
Danmark

+45 3028 5080
hh@danishmind.com

Kontakt

CV – det lange udførlige

I 2008 starter jeg Danish Mind ApS. Danish Mind skaber kommunikationsuniverser for seed·virksomheder og firmaer med behov for relancering.

Jeg har tidligere arbejdet 17 år på TV 2 / Danmark – de sidste syv år som redaktør – tidligere som produktionsleder – produktionsassistent i Nyhedsafdelingen og startede i sin tid som sekretær i Programafdelingen.

Er oprindeligt uddannet lægesekretær – har arbejdet et par år på børneafdelingen på Odense Universitets Hospital.

Tog orlov derfra og søgte ind i:

Ungdomsboligfonden på arkitekttegnestuen – som byggesekretær – og var med til at opføre bl.a. Oure Idrætsefterskole og en masse kollegier og ungdomsboliger. Dejligt firma – gratis frokostordninger – lystbåde man kunne låne – fester i massevis. Det gik konkurs – jeg fik derefter job hos:

Byggefirmaet Christian Andersen – osse som sekretær for byggesagkyndige. Dejligt firma – de havde en masse sorte BMWer – det gik konkurs. Søgte og fik job hos:

Kreativ Service – et reklame- og musikbureau – som assistent /blæksprutte.  Arrangerede, med Tuborg som kunde, Grønne koncerter og koncerter på spillesteder. Vi skabte stor event for Eurocard i form af koncert med L. Pavarotti på Rosenborg Slotsplads. KÆMPE ting, som blev aflyst 1/2 time, før han skulle på – pga. halsonde. Største arbejdsmæssige nedtur tror jeg.

Det var osse et skønt firma – og det gik konkurs. Blev re-lanceret nu kun med chefen og mig. Det var helt umuligt. Kreditorer i røret konstant. Jeg fik tilbudt:

Et barselsvikariat som sekretær på TV 2 – og slog til. Og har været der siden 1991. Sagde op i maj 2008 inden TV 2 nåede at gå konkurs…

Redaktøropgaverne på TV 2 har de seneste år været på Station 2 Special – som både har været danske produktioner, som jeg har været med til at udvikle og følge gennem hele produktionen og indkøbte programmer, som jeg har bearbejdet og tilrettelagt så de passer til konceptet Station 2 og dansk fjernsyn.

Jeg fik ideen til Rød Zone og udviklede det sammen med Niels Brinch. Serierne bestod dels af danske produktioner, dels indkøbte programmer. Jeg var med på rejserne den første sæson – hvor vi bl.a. rejste til Fallujha i Irak, Murmansk i Rusland, til junglen i Fransk Guyana og hos fremmedlegionen i Marseilles i Frankrig. Spændende og øjen-åbnende ture.

Min største udfordring og bedrift var gennem nogle år at stå i spidsen for Nyhedernes knapt to timers årskavalkade ”Året i ord og billeder” – optaget live-on-tape – og sendt mellem jul og nytår.

Et fantastisk program at være redaktør på. Det er et kæmpe orgel, der skal spille og hvor vi går fra at være én medarbejder til omkring 75.

I projektet havde jeg ansvaret for:

-       Redaktionelle udvælgelse af emner, indslag, gæster & bands

-       Tilrettelæggelse af flow i programmet

-       Overordnet logistik, overholdelse af deadlines og budgetter

-       Udvælgelse af grafik – scenografi – og udtryk/tone generelt

-       Afvikling under optagelserne

Jeg har været indkøber gennem mange år – dels til Station 2 Special – dels til Dags Dato Special – Jeg har også været redaktør & redaktionel medarbejder på live-transmissioner. Royale begivenheder – som dåb i Møgeltønder, kongelige forlovelser & bryllupper og en enkelt begravelse. Åbninger af Storebælts- og Øresundsbroen – valgoptaktsudsendelser, dueller, debatter og “Det sidste ord” programmer.

Jeg har løbende videreuddannet mig – de væsentligste forløb har været den journalistiske overbygning, jeg tog via CFJE (Center for Journalistisk Efteruddannelse) gennem Journalisthøjskolen i Århus en flerårig seminar-baseret uddannelse.

Senest afsluttede jeg i 2007 videreuddannelse for TV-tilrettelæggere (et samarbejde mellem DR, TV 2 & Producentforeningen) – tredages seminarer over et halvt år.

Jeg har fulgt forskellige coaching-kurser og forløb i idéudvikling. Har taget en NLP Business Practitioner uddannelse og er pt. i gang med et længere forløb om salg & virksomhedsudvikling hos Anders Søndergaard.

Det private:

Jeg bor i København og er gift med Michael Dyrby – vi har Anna på 7 år sammen.

Udover Anna har jeg fra mit første ægteskab døtrene Louise og Johanne.

Michael har også børn fra sit tidligere forhold: Therese, Rasmus og Oskar.

Vi bor på Østerbro i København og har et lillebitte sommerhus i strandkanten i Dalby Bugten på Fyn. Pragtfuldt sted, hvor ingenting sker, der er ikke internet og ikke fjernsyn. Meget afslappende og meget anderledes end vores hverdage.

Jeg læser, tegner og maler en del – og laver rigtig meget mad til mange mennesker. Rejser for lidt - og holder utroligt meget af restaurationsmad.