GUIDE TIL ELEVATORTALE, SOM STYRKER DIN GENNEMSLAGSKRAFT

Guide til den effektive elevatortale v. Helle Dyrby Høy

Har du prøvet at være til et arrangement, hvor du skulle præsentere dig selv, dit firma og jeres ydelser? Så har du måske også prøvet at være i tvivl om, hvad du skulle sige? Hvis ja, så er du i båd med mange andre erhvervsfolk. For det kan være svært på stående fod at skulle præsentere sig interessant og professionelt. Ofte på et enkelt minut eller to.

Men der er hjælp at hente. I dette indlæg finder du to eksempler på en effektiv elevatortale. Begge  besvarer de fire spørgsmål, som du finder nedenfor. Første eksempel er en mindre virksomhed – nemlig min egen. Andet eksempel er en stor amerikansk virksomhed, der leverer ydelser verden over.

Brug nu de to eksempler til inspiration. Du kan selv tilføre så meget passion og personlighed, som du lyster. Men prøv at følge skabelonen og lad være med at skrive langt. Det bliver det sjældent bedre af. Du kommer ofte ud i, at en elevatortale skal holdes på et minut eller to. Kunsten er at finde ind til essensen af dig eller det firma, du repræsenterer.

Sådan producerer du en professionel elevatortale:

Besvar disse fire spørgsmål med en enkelt sætning, og du er bevæbnet med en unik elevatortale, som giver dig stærk gennemslagskraft i de fleste erhvervsmæssig sammenhænge:

  1. Hvad arbejder du med?
  2. Hvilke problemer løser du?
  3. Hvordan adskiller du dig fra konkurrenterne?
  4. Hvad betyder det for mig (tilhøreren) – eller populært sagt: What´s in it for me?

To eksempler på en professionel elevatortale:

Helle Dyrby Høy · Danish Mind:
Jeg hjælper chefer til en karismatisk fremtræden og klar kommunikation. (HVAD laver du?)

Mange ledere har udfordringer med at kommunikere klart. De er nervøse for deres kropssprog og i tvivl om, hvordan de skal nå ind til deres tilhørere. (HVILKE problemer kan du løse?)

Jeg er menneskekender og coacher i 3D Performance. Her bruger jeg min tunge erhvervserfaring og min viden om HBDI tænkestile. (HVORDAN skiller du dig ud?)

Jeg coacher og træner dig, så du øger din værdi som leder og menneske.  (HVAD kommer det mig ved?)

LanguageLine · Monterey, Californien

LanguageLine er verdens største leverandør af telefontolkning til virksomheder, der gerne vil i kontakt med de af deres kunder, der ikke taler engelsk (HVAD laver virksomheden?)

Hvert 23. sekund rejser en person, som ikke er engelsktalende ind i landet (HVILKE problemer kan virksomheden løse?)

Når denne ringer til et hospital, en bank, et forsikringsselskab eller 112, er det meget sandsynligt, at det er en tolk fra LanguageLine, der er i den anden ende.  (HVORDAN skiller virksomheden sig ud?)

Vi hjælper dig med at tale med dine kunder, patienter eller kundeemner på 150 sprog. (HVAD  kommer det mig ved)

Kilde: ”Steve Jobs´ præsentationsteknik”, Carmine Gallo.

Kunne du bruge indholdet, så glæd mig ved at dele med dine kolleger. Gerne på LinkedIn eller Facebook.

Helle