FØRSTE STEP TIL ØGET AUTORITET: FÅ DIN NERVØSITET UNDER KONTROL

nervøsitet_vejrtrækningsøvelser

Går du med overvejelser om, hvorvidt du har autoritet nok, udstråler troværdighed og har overbevisende gennemslagskraft?

Så er der en række elementer, du kan arbejde med for at sikre dig, at dine tilhørere anerkender dine budskaber. For eksempel dit indhold, indholdets struktur, dit kropssprog, påklædning, pausering – listen er lang.

Alt med det ene formål at øge din autoritet, så du får succes og når dine mål. Rejsen dertil kan være lang og en anelse uoverskuelig.

Et effektivt og grundlæggende sted at starte er at skabe dig overblik over det ene element, du har 100% kontrol over: Din egen tilstand.

Hvordan har du det, når du skal performe?

Er du på højde med situationen – eller er du nervøs og føler dig bagud på point fra start?

Genkender du tegnene på nervøsitet?

– Uro i maven

– Tør mund

– Sitrende hænder

– Hjertebanken

– Øget svedproduktion

Har du (også) stiftet bekendtskab med mere alvorlig nervøsitet?

– Søvnløse nætter før en præsentation

– Angsten for at gå i sort og glemme alt

– Ændret og sitrende stemme

– Voldsom rysten på hænder og gelé i knæene, når du er på

– Decideret utilpashed

Nikker du JA, kan jeg berolige dig med, at du er én blandt mange – og helt normal.

Hvorfor er du nervøs?

Groft sagt er der tre grundlæggende årsager til nervøsitet:

Urinstinktet siger, du er truet på livet (primalhjernen overtager styringen)

Angsten for ikke at leve op til egne høje forventninger (du vil gerne være fejlfri)

Social bekymring over at skille dig ud fra flokken (du “blotter” dig for publikum)

Hvordan håndterer du nervøsiteten?

Der er forskellige knapper, du kan dreje på for at skabe en mere afslappet situation for dig selv og dermed et mere lydhørt publikum. Og der er især ET enkelt og effektivt redskab, som du kan bruge til at slippe anspændelsen og skabe ro i kroppen. Værktøjet har du lige ved hjertet; det handler nemlig om din vejrtrækning.

Lektor og forsker i fysisk aktivitet og hjernen ved Københavns Universitet, Jacob Wienecke, udtaler i artiklen “Tag en dyyyb indånding” i Berlingske Tidende, at: “Når vi tager dybe, rolige indåndinger, bliver blodet samtidig mere iltet. Og det får i sig selv hjertefrekvensen til at falde en lille smule. Det kan være svært at koncentrere sig, når hjertefrekvensen er høj (…) Når man har styr på vejrtrækningen, har man også styr på selve grundlaget for den performance, man skal udføre”.

Arbejder du med dybe vejrtrækninger, får du altså mere overskud og ro til at fokusere på det egentlige. Samtidig er den ro du udstråler med til at styrke din autoritet.

For at gøre det nemt for dig at komme i gang, får du her 3 vejrtrækningsøvelser, som hver for sig er lige så effektive, som de er enkle. Ydermere får du dem af en ekspert på området, nemlig yogainstruktør & foredragsholder Simon Krohn.